|
ReklamerJust do it?I kender alle situationen: I har placeret jer foran fjernsynet for at se en af jeres yndlingsfilm. Lige som historien begynder at blive rigtig spændende, bliver I afbrudt. Ikke af telefonen eller af dørklokken, men af fjernsynet selv! Af reklamerne! I fem minutter må du nu kæmpe for at forblive i det rette humør, så filmens plot ikke bliver ødelagt af afbrydelsen. Dette skete for mig for et par uger siden. Jeg så en af mine favoritfilm fra børneårene - "Den uendelige historie" - på en tysk kanal. Som det altid er tilfældet, når vi taler tyske kanaler, var alle figurerne ualmindeligt gode til at tale tysk og det endda med andre stemmer end dem, de brugte, når de talte engelsk, men selv om de fleste af jer måske ikke tror det, så kan en sådan film stadig være fed (så længe du forstår tysk, selvfølgelig). Lige som filmen nåede det mest rørende punkt mod slutningen, angreb reklamerne. Den Barnlige Kejserinde kiggede med tårer i øjnene direkte på kameraet. Hun åbnede munden og var tiendedele af et sekund fra at sige: "Bastian... say my name, Bastian!", da et skilt med ordet "Werbung" (Reklamer) skubbede hende af skærmen. Filmen var ødelagt. Dette sker ikke kun på fjernsynet. Hvor du end ser, sniger reklamerne sig ind på dig. Alle slags blade (selv tegneserier) er fyldt med side efter side af reklamer, Radiostationerne afbryder musik og andre programmer for at sende "en vigtig meddelelse" (eller snarere: Tyve lige vigtige meddelelser). Du behøver blot tage et kig på internettet for at se, hvor langt reklamerne har nået. Søgemaskiner som f.eks. Yahoo! husker dine søgninger, tilpasser reklamerne efter søgeordene og viser reklamer, som er optimeret efter dine interesser... og du vil aldrig vide, at dette er sket. Jeg er ikke mod reklamer. Jeg er mod, at reklamer ødelægger det medie, de benytter. Jeg er mod løgnagtige reklamer. Jeg er mod falske professorer, som vil have mig til at købe en bestemt tandbørste eller et bestemt vaskepulver. Og jeg er dødtræt af folk, som vil have mig til at købe hygiejnebind og barberskum hele tiden. Lad os lave en aftale: Ikke flere hygiejnebindsreklamer til pigerne og ikke flere barberreklamer til drengene, okay? Firmaerne bag alle disse løgne, som de bare hælder ud over vores hoveder som accepteret spam, vil have os til at tro, at vi bliver rå af at drikke deres sodavand, at vi bliver mere populære af at køre i deres bilmærke, eller at vi kan få drømmepigen eller -fyren ved at tygge deres firmas tyggegummi. Ja, vi tygger helt sikkert deres tyggegummi! De tager røven på os, og vi gør ikke noget ved det. Prøv at tælle hvor mange minutter du dagligt bruger på at se eller læse reklamer, og find ud af hvor mange år af dit liv du spilder på at fylde dit hoved med løgne. Men det allerværste: Reklamefirmaerne vil have os til at tro, at de faktisk gør os en tjeneste. 'Hvis vi ikke havde reklamer, ville alle produkter være pakket i hvide papkasser, og du ville ikke kunne vide, om et produkt var godt eller skidt'. Forkert! Indpakningen har meget lidt med reklamer at gøre og en hel del mere med design. Vi har ikke brug for reklamer til at fortælle os, at et produkt er godt... jeg har aldrig set en reklame opfordre mig til IKKE at købe et bestemt produkt. Vi har brug for forbrugerundersøgelser og kontrollerede forsøg for at finde det bedste produkt. 'Hvis vi ikke havde reklamer, ville mange produkter koste mere'. Hvad?! Hvis firmaerne ikke brugte milliarder for at få os til at købe deres morgenmadsprodukt, ville produktet måske kunne sælges til en lavere pris, end det er tilfældet i dag. Hvorfor tror du, at alle de produkter, du aldrig har hørt om, er billigere end mærkevarerne? Fordi de har dårligere kvalitet? Prøv igen... 'Hvis vi ikke havde reklamer, ville mange af de ting, som i dag er gratis, komme til at koste penge' Dette er sandt. Du kunne komme til at skulle betale for at bruge Yahoo! Er dette en pris, du er villig til at betale? I mit tilfæle så behøver jeg blot se en enkelt gang på, at den Barnlige Kejserinde bliver afbrudt af en fyr, som vil have, at jeg skal købe hundemad (uagtet at jeg aldrig har haft hund), for at vide hvor jeg står. Reklamer? - don't do it! |