Mørke blåsorte tåger kun afbrudt af den fjerne buldren
Den mudrede skovbund giver smaskende efter
for din flugt mellem årtusindgamle træers
første møde med mennesket i dets reneste
De første dråber rammer din pande og vasker jorden ud af dit hår
skyerne trækker sig sammen
føder det første barn af ild med et primalskrig som af kloders knusen
Hvide som gipssøjler står træerne
for et øjeblik senere at forsvinde i endnu dybere mørke
Himlen punkterer og mens blågrønne tågeringe falder ud af hullerne føler du Dyret bag dig.
Dine lunger hviner, bare tæer over mudrede sten
og skovens pusten stiger til et brøl mens lysene spiller over himlen
Du falder men ænser ikke smerten der som en isens skoldning lammer dine lemmer
Mudret vand i munden og Dyrets ånde i nakken
Flygter videre som en blind der blændes af urkrafternes ragnarok
på himlen, på jorden og under den
Skoven slutter som en brungrøn linie i alt det sorte
og du står på klippeafsatsen med en afgrund af intethed foran dig
Hvide dråber viser vejen, Helvede berører dig og Dyret brøler
Du vender dig og ser dets groteske træk, dets ujordiske krop
Og du ser mine øjne.
Himmelen flækkes af en kile af lys som et øjeblik oplyser skovranden
og en mur af mudder bag den
og Dyrets blik skubber dig viljeløst ud over kanten
Alt er stilhed
og du falder en uendelighed
Du ser op på min silhuet
der som en sort pil lukker døren til det klareste lys
og mens Menja knuser kværnen hører du min hvisken tæt på dit øre:
"Velkommen til mit mørke"