Verden henligger i blåviolet mørke
Det eneste jeg kan høre er mit åndedræt
alt for hurtigt og unuanceret
En knasen fra den indtørrede slim under mine støvler
og fjerne dryp af ubestemmelig karakter
Sendt ud på en opgave jeg ikke kender
sniger jeg mig frem i mørket
Helt alene
Jeg vil ikke tale
skønt mørket er skræmmende
Vil ikke afsløre min ængstelse
Hjælmen strammer omkring ørerne
en snærende ring af camoufleret grønt
Camouflage i mørket
som at trække stikket ud selv om telefonen er lukket
En svag skurren af stensandwich med mørtel høres
og rummet bliver mindre
Mine sanser skriger og bliver til en hylen som kun jeg kan høre
mens jeg løber med kæberne presset tæt sammen
mod en udgang jeg ikke ved hvor er
Mørket slår i bølger mod mig
med strandvaskere af spindelvæv og møl
og jeg gisper og snubler
Væggen når mine fødder og sekundet senere mit hoved
Desperat rejser jeg mig op
knytter munden trodsigt sammen med tårer i øjenkrogen
Tænker "jeg kan hvis jeg vil"
men da murstenene skraber mine knæ og albuer
skilles mine læber i en hviskende enstavelse
"Hjælp"
Den tavseste lyd overdøver larmen og mørket bliver til lys
Murstenene når min kind og opløses i vindpust af blade
Og jeg mærker en hånd der ikke er min egen
Jeg er ikke alene
