Søster
Bag hegnet ligger huset som en stor grå betonklods fyldt med tomme huller
Vi sniger os ind og løber op ad perlegruset i indkørslen
mens vi hele tiden frygter hundene
som vi ikke kan se
men nærmest føle deres usynlige tilstedeværelse
Bebrejdende at vi har overtrådt grænsen mellem hverdagen og uvirkeligheden
og har forstyrret husets ophøjede ro
Uforstyrret i 20 år og med en umiskendelig stemning af hemmeligheder og eventyr
Bag murene findes alt hvad vi nogensinde har været
og med rum reserveret til hvad vi engang vil blive
Truende og lokkende på samme tid kalder det på os med tavsheden
og vi har ikke anden mulighed end at følge efter
Da vi passerede smedejernslågen
og trådte ind hvor vores fødder ikke rører jorden
beseglede vi vore skæbner
Vi løber op til den høje mur
Tæt på virker huset endnu større
og vi kan ikke se ind ad vinduerne
kun fornemme murens grågrønne kølighed og fugten mod hænderne
Vi tør ikke gå ind ad indgangen af angst for at miste alt
når vi nu er ved at være så tæt på løsningen af vores gåde
Hvad er vi her for?
Vi ved det ikke men kan alligevel føle
at huset gemmer svaret på vores søgen
Et resultat kun få kan fornemme og måske et tryk af alle de muligheder som aldrig blev udnyttet
Som en parallel eksistens' livslange erfaringer
Hvem siger at det måske egentlig ikke er det vi søger efter?
Alt det vi ikke nåede
eller som ikke blev nået for os
Tidligere var huset hævet på pæle som en kolods i vadehavet
og isoleret for selv den bedste indtrængende
men nu er jorden blevet hævet og græsset dækker de sidste træstumper
med en bølgende og nærmest havagtig tilstedeværelse
Det skete for et par år siden
men det er først nu vi har opdaget det
Vi løber rundt om hjørnet
Gråt
Med den fulde brug af vores begrænsede sanser fornemmer vi husets enorme størrelse
et kort glimt af uendeligheden
og vi må pustende klynge os op ad muren
Dér føler vi nu husets dualitet - den endelige splittelse mellem liv og død
efterladende en uoverskuelighed af tilstande
men samtidig med en utvetydig orden
Vi må ind
Men hvordan?
Hvordan kan man komme forbi husets afvisende skal
og nå det indre liv vi gradvist bliver mere og mere sikre på
er det endelige mål for vores søgen?
Højt over os stirrer rudernes øjne
Som skydeskår ser de alt som nærmer sig
men ikke os for vi står under dem
Vi er med vores flugt fra huset og til det kommet bag forsvarslinierne
og med hinanden på skuldrene når vi karmen
og vinduet må afsløre sin hemmelighed
Som en blomst der åbner sig oprulles indholdet for vore øjne
og vi må knibe dem sammen for ikke at komme til at græde
Dækbladene - et orgie i grønt med pletter af gult
Kronbladene - kaskader af rødt med hvidt skum og diamanters glimten
Endelig et glimt af krystalren klarhed og vi ser det inderste
Vi er blevet ophøjede og er nu en del af husets magiske univers
med ubegrænsede muligheder og aldrig skete begivenheder
Rummet er fyldt med mennesker
som vi aldrig har mødt men alligevel kender
Som gemt i plastic bevæger de sig rundt uden at ænse
at de ikke er til andre steder end her på grænsen mellem uendeligheden og alt andet
Tavse - ja stumme - ser vi på alle de ting
som kunne have været
og blikket standser på vandringen efter mening
Et af menneskene ser på os
Med øjne som er sorte og stjernefyldte
Hun rejser sig op og plasticet revner i en sky af glimmer
Hun bevæger sig hen mod os
og det er som om huset sukker og giver sig
selv om hendes fødder ikke rører jorden
Hvor stopper drømmen og mulighederne?
Er det der, hvor virkeligheden begynder, eller er der et sted imellem?
Et sted hvor de to uforenelige forenes for at skabe miraklet?
Ud af vinduet hjælper vi den søster, vi aldrig har haft
