Jeg slukker lyset i værelset og går over til vinduet
der står som en lysende kontur bag de hvide gardiner
Et øjeblik lader jeg rummets mørke sive ned i lungerne
hvor det bliver siddende som små stumper af ingenting
Så puster jeg ud
griber fast i haspen og åbner vinduet
En kold vind fylder rummet og får gardinerne til at blafre
mens jeg træder et skridt tilbage og sætter mig på stolen
som knagende tager imod min vægt
Jeg kan lige ane træernes sorte skygger på den blåsorte himmel
"Som forvoksede blomkål", tænker jeg ved mig selv
Det er koldt
Det er vinter
Mærkeligt nok fryser jeg ikke
men trækker alligevel benene op til mig i kurvestolen og griber med fingerspidserne om tæerne
Et pludselig vindpust river mig ud af døsen og får mig til at se op
Et lysende punkt er kommet tilsyne på himlen bag de violette skyer
Rigel
Stjernen følges snart efter af resten af Orion
som nu hænger udenfor mit vindue og mest af alt ligner en væltet firkant
Det er som om stjernerne danser
En lydløs duet med gardinerne
og jeg føler mig så uendeligt lille og træt
Jeg rækker hånden frem for at gribe fat i stjernernes ildfluespor
men opnår kun at bløde på gulvet
På mine skinneben anes blodet som sorte plamager på alt det hvide
Undrende betragter jeg disse kontraster mellem mørke og lys et øjeblik
før jeg igen ser op
Stjernerne danser
I en stadigt vildere kreds slynger de sig ud og ind mellem hinanden
og trækker hvide spor efter sig
Jeg bliver nødt til at smile
De kommer nærmere og nærmere
tøver et øjeblik ved vindueskarmen
og fylder så hele mit værelse med lys
Rigel svæver lydløst midt i værelset
Ikke en vind rører sig
og mens jeg stadigt smilende lukker øjnene
vokser stjernen sig større og fylder et kort øjeblik hele mit sind med en tindren
før den slukkes