Vandet spredes og står som en hvid sky om ørerne på os
Et kort øjeblik letter flåden
som om den trodser tyngdeloven
for sekundet senere at hugge ned i de frådende vandmasser
Vi kastes rundt mellem hinanden
men har tid nok til at skimte klipperne forude
Sorte polygoner mellem alt det hvide og blå
Næsten før vi når at tænke over det har vi nået dem
og flodens brølen bliver overdøvet af vores råb
mens vi bruger al kraft på at padle forbi
Endnu et hop og så et lodret fald
da vi når vandets kant
Alle lyde forsvinder mens vi falder
for så at komme tilbage med dobbelt kraft
da floden igen nås med et brag af plastic mod vand
Vi ser op og ser at floden løber opad
og vi undres men fortsætter
da bølgerne bliver til trin og skummet til sne
Som hvide nåle når snefnuggene vores ansigter
og vi kniber øjnene sammen
Flåden opløses i en gullig tåge
som gradvist bliver svagere bag os
og de hundreder af trapper vi forcerer
Så ser vi den sidste trappe
Den forsvinder i et hul af mørke foran os
og sneen smelter på trinene
mellem murstensvægge af ubestemmelig alder
Vi løber ned og smider undervejs hue og handsker
når vi ikke støtter os til smedejernsgelænderet
Og vi når jernbanestationen for enden af hullet
I et sparsomt skær fra olielamper og enkelte elektriske pærer
ses den som var den blevet fanget i et hul i tiden
og ikke gemt under flodens bund
Vi løber fra lyscirkel til lyscirkel over de flisebelagte gulve
forbi kiosker med fortidens nyheder
og gennem skygger fyldt med spøgelser i pels og gamacher
Forude anes røgens bevægelige blomkålsform
fra det tog vi skal nå
Som en skinger sirene høres konduktørens fløjte
mens vi styrter ned til perronen og tilbage ud i sneen
Med tunge prust sætter lokomotivet sig i bevægelse
og vognene følger med i tavs procession
Og med de sidste kræfter når vi den åbne dør
hvor hænder af ukendte hjælper os ombord
så vi kan se banegården forsvinde som en skygge i snestormen
Vores tog bliver mindre og mindre
for til sidst at forsvinde bag et tæppe af sne
Tilbage ligger sporets metalstriber
som eneste vidne på vores gennemgang