Indad, indad hurtigere og hurtigere
Et susende zoom mod dig og dit væsen
Gennem iskolde støvskyer
deler vi kun intetheden med giganter af is og gas
mens faldet presser mine øjne
så blomster springer ud på skibets vægge
Planeten af vand og grønt kommer til syne
En sæbeboble af form og indhold
hvor alt kun findes på overfladen
Atmosfæren sprænges da jeg punkterer boblen
og styrer brølende ned mod overfladen
mod din by, dit hus, dig selv og dit sind
Et øjeblik svæver jeg foran dit ansigt
og tager så ekspresruten via dine øjne
Lyset i kabinen går ud og i mørket kan jeg lugte dig
inden nødlysets røde gør selv metallet uldent
Hvor må jeg dog undres
når jeg ser dit sind
Så forvirret og uforfærdet trodser det alt
som var det hængt op i snoede kæder
af diabolske steroider
Jeg må ryste på hovedet for at løsrive mig
så jeg kan starte eftersøgningen efter blokeringen
Hullet som trækker dig væk fra livet
og som truer med at gøre dig til passiv tilskuer
Det må ikke ske, tænker jeg
og trykker enter og play med pege- og lillefinger
Inden i din stilhed svæver jeg i min dråbe til toner af klassisk
I det røde lys ses afspejlingen af skærmene på min pande
Grønne streger som skifter hurtigere end sekstendedele
Og svaret kommer frem
At jeg ikke forstod og indså det fra starten!
Når alt som omgiver dig isolerer dig bliver svulsten usynlig
som skulle samfundet forhindre sig selv i at eksistere
Mon det kunne blive klarere
når den menneskelige monokultur udpiner din sjæl?
Med nyåbnede øjne læner jeg mig tilbage i sædet
og til bruset fra violiner og obo sejler jeg ud
i en tåre på din kind
