Skovbunden fyldes af stemmer
et blad er skudt op på hvilket et sælsomt syn tager sin plads
En forunderlig afart af bregnen
starter ved jordens fugtige blade
og i en stadigt lysere graduering af det grønne
strækker det sig mod solen
skjult bag trætoppene
I et pludseligt skift fra orden
bliver bladet revet bort i isnende kulde
Blå som skovens polare modsætning
Og for enden af spidsen sidder en frossen dråbe
brat bremset i sit fald mod jordens varme
og en lille smule til venstre
er en sjæl fanget i evig kulde
For den kan ikke se lyset
kan ikke føle varmen
og isen på hornhinderne fordrejer alle indtryk
med en effektivitet som kun ejes af følelsers banemænd
Et palads af is rummer kun plads til den følelsesløse
Hvor må det dog være smertefuldt
