Er det ikke en inspirerende tanke at vi reelt er udødelige?
Jeg mener, vi tror vi dør
men reelt vil alt vi er vedblive at eksistere
Alle de atomer vi består af har engang været noget helt andet
En blomst
En sten
Et fnug af kosmisk støv
Og for et kort sekund - et blink med øjet i den universelle dag - samles de
og skaber en helhed af nærmest poetiske dimensioner
Som en diamant blandt sten
For dernæst igen at spredes til andre tilstande
Uden hukommelse
og uden synlige tegn på det storslåede i deres fortid
