Håbløshedens kontinent

De løber hen over engen i den første sols stråler
Tågen ligger overalt som hvidt spindelvæv
Våde græsstrå under deres fødders trommen over jorden
kun afbrudt af et hop over hugormen
En vild leg og en duft af ferie
Først nede ved den brede flod standser de
ser sig omkring og fjerner håret fra ansigtet
Kommer til at se hinanden i øjnene og knækker sammen af grin
Tågen presses af usynlige hænder ind mod skovene
og de ser båden
Lidt affældig med kun én åre og vand i bunden
kommer den glidende mod dem
tværs gennem den rivende strøm
før den graver sig op ved deres fødder
En fælles tanke og de hopper op
ænser ikke de våde fødder
men stager af al kraft ud i de store hvirvler
Storgrinende kastes de hid og did
mellem mure af bølger
og klipper som højhuse
på den direkte vej mod en afgrund af vandfald
Peger og ler mens solen stiger højere
På vej mod den sikre udslettelse som ignoreres
gemmes under 1. klasses-billetten
og hverdagens små finurligheder
Så ser de øen
Den ligger en meter fra det lodrette fald
og båden stiler lige mod den
med en sikkerhed som blev den styret
og uden mulighed for nogensinde at slippe væk igen
En skraben mod bunden og alt står stille
Jublende og hujende løber de i land
på håbløshedens kontinent